Udskrivnings- og dokumenttjenester er en serverrolle i Windows Server 2008 R2, der gør det muligt at dele printere og scannere på et netværk, konfigurere printerservere og scanningsservere samt centralisere administrationsopgaver for printere og scannere på netværket. Du kan udføre disse opgaver med snap-in'erne Udskriftsstyring og Scanningsadministration i MMC (Microsoft Management Console). Du kan bruge disse snap-in'er til at overvåge netværksprintere og -scannere samt administrere Windows-printerservere og -scanningsservere i organisationen.

Administrere udskrivnings- og scanningsressourcer

Der er tre primære værktøjer, du kan bruge til at administrere Windows-printerserver og scanningsservere:

  • Serverstyring

  • Udskriftsstyring

  • Scanningsadministration

I Windows Server 2008 R2 bruges Serverstyring til at installere serverrollen Udskrivnings- og dokumenttjenester samt rolletjenester. Disse rolletjenester installerer desuden snap-in'erne Udskriftsstyring og Scanningsadministration.

Snap-in'erne Udskriftsstyring og Scanningsadministration er også tilgængelige på computere, der kører Windows 7.

Udskriftsstyring gør det lettere for dig at overvåge udskriftskøer og få vist meddelelser, når udskriftskøer stopper behandlingen af udskriftsjob. Det gør det også muligt for dig at overflytte printerservere og installere printerforbindelser ved hjælp af gruppepolitik.

Scanningsadministration gør det muligt at overvåge netværksscannere og scanningsservere, behandle scannede dokumenter og herefter sende de scannede dokumenter til netværksmapper, Windows SharePoint-websteder og e-mail-modtagere.

Rolletjenester i Udskrivnings- og dokumenttjenester

Rollen Udskrivnings- og dokumenttjenester i Windows Server 2008 R2 inkluderer fire relevante rolletjenester til administration af udskrivnings- og scanningsressourcer. De første tre rolletjenester giver funktionalitet for en printerserver, og Distribueret scanningsserver giver funktionalitet for en scanningsserver. Du kan tilføje disse rolletjenester, mens du installerer rollen Udskrivnings- og dokumenttjenester ved hjælp af guiden Tilføj roller i Serverstyring. Du kan også installere dem på et senere tidspunkt ved hjælp af guiden Tilføj rolletjenester i Serverstyring.

Bemærk!

Da Windows 7 er et klientoperativsystem, omfatter det ikke rolletjenester. I stedet omfatter det snap-in'erne Udskriftsstyring og Scanningsadministration i MMC. Windows 7 omfatter desuden rolletjenesten LPD-udskriftstjeneste (Line Printer Daemon) som en valgfri Windows-funktion. Windows 7 omfatter ikke rolletjenesterne Internetudskrivning eller Distribueret scanningsserver.

Rolletjenesten Printerserver

Printerserver er en rolletjeneste i rollen Udskrivnings- og dokumenttjenester og installerer snap-in'en Udskriftsstyring. Udskriftsstyring kan bruges til at administrere flere netværksprintere eller printerservere, og det er muligt at overflytte printere til og fra andre Windows-printerservere.

Rolletjenesten LDP-udskriftstjeneste

Rolletjenesten LDP-udskriftstjeneste installerer og starter tjenesten TCP/IP-printerserver (LPDSVC), der gør det muligt for UNIX-baserede computere eller andre computere, der anvender LPR-tjenesten (Line Printer Remote), at udskrive på delte printere på denne server.

Rolletjenesten Internetudskrivning

Rolletjenesten Internetudskrivning i Windows Server 2008 R2 opretter et websted under IIS (Internet Information Services). Webstedet gør det muligt for brugerne at administrere udskriftsjob på serveren samt bruge en webbrowser til at oprette forbindelse til og udskrive på delte printere på serveren ved hjælp af IPP (Internet Printing Protocol). (Brugerne skal have installeret Internet-udskrivningsklient).

Rolletjenesten Distribueret scanningsserver

Distribueret scanningsserver er en rolletjeneste, der installerer snap-in'en Scanningsadministration. Scanningsadministration kan bruges til at overvåge flere netværksscannere, behandle scannede dokumenter og derefter sende de scannede dokumenter til forskellige destinationer på hele netværket.

Yderligere referencer

Du kan finde flere oplysninger om rollen Udskrivnings- og dokumenttjenester på https://go.microsoft.com/fwlink/?LinkID=127821. Siden er evt. på engelsk..