Oversigt over installation af COM+-programmer

Du kan udvikle COM+-programmer i din egen organisation, hvor udvikleren har fuldt kendskab til destinationsmiljøet: brugerkonti, brugergrupper, servernavne og så videre. Udvikleren konfigurerer og eksporterer programmet. Administratoren installerer blot programmet i destinationssystemet.

Du kan også købe COM+-programmer fra en anden programleverandør end Microsoft. Hvis programleverandøren ikke leverer et almindeligt installationsprogram, der fører dig gennem de nødvendige installationstrin, skal du selv installere og konfigurere COM+-programmet.

Konfiguration af et COM+-program udføres oftere på en midlertidig computer end på produktionscomputere. Hvis du bruger en midlertidig computer, skal du eksportere det konfigurerede COM+-program og en COM+-programproxy fra den midlertidige computer og installere dem på produktionscomputerne.

Manuel installation af et COM+-program omfatter følgende primære trin. Afhængigt af, hvordan programleverandøren eller udvikleren vælger at levere programmet, er alle disse trin muligvis ikke nødvendige. Du kan finde flere oplysninger i dokumentationen til programmet.

  1. Konfigurer COM+-programmet til et bestemt destinationsmiljø på den midlertidige computer.

  2. Eksporter miljøspecifikke installationsfiler på klientsiden og installationsfiler fra den midlertidige computer på serversiden.

  3. Installer COM+-programmet eller COM+-programproxyen på produktionscomputerne.

Oplysninger om, hvordan du fuldfører disse trin, finder du under Administrere COM+-programmer.

Midlertidige computere og produktionscomputere

Det er praktisk at installere og teste programmet i et midlertidigt miljø, hvor du kan simulere situationer, der kan opstå, efter at programmerne er distribueret til produktionscomputere, som bruges af andre brugere på netværket.

Du kan også bruge midlertidige miljøer til at administrere versionsoplysninger og opdatere komponenter. I stedet for at ændre konfigurationer eller opdatere individuelle komponenter for et program på produktionscomputere kan du ændre programmet, teste det i et midlertidigt miljø og derefter eksportere det som en enhed, der kan installeres på produktionscomputerne.

I visse tilfælde er konfigurationen i det midlertidige miljø og produktionsmiljøet identisk, og den eneste forskel er, at det midlertidige miljø ikke er offentligt tilgængeligt. I de tilfælde kan du blot replikere det konfigurerede og validerede program fra det midlertidige miljø til produktionsmiljøet.

Opdatere COM+-programversioner

Efterhånden som COM+-programmerne bliver forældede eller ikke længere bruges, skal du opdatere eller fjerne dem. Hvis du vil opgradere et COM+-program, skal du først slette den allerede installerede version og derefter installere det opdaterede program.

Oplysninger om, hvordan du fjerner og derefter installerer programmer, finder du under Fjerne COM+-programmer og Installere COM+-serverprogrammer.

Installation af COM+-programmer på serversiden

Alle de nødvendige oplysninger til et COM+-serverprogram findes i en serverprogramfil (.msi). Du kan installere COM+-programmet fra .msi-filen ved hjælp af snap-in'en Komponenttjenester eller Windows Installer.

Gem kun serverprogramfiler i mapper med begrænset skrivetilladelse for at forhindre uautoriserede ændringer af de eksporterede programmer. Signer serverprogramfilerne ved hjælp af Authenticode™ for at forøge sikkerheden. Du kan finde flere oplysninger om brug af Authenticode under Authenticode (https://go.microsoft.com/fwlink/?LinkId=66679).

Hvis en komponent i et COM+-program kræver installation eller konfiguration af andre ressourcer – databaseforbindelser, data- eller tekstfiler, virtuel IIS-rodkonfiguration (Internet Information Services) osv. – skal disse ressourcer installeres ved hjælp af andre værktøjer eller funktioner end snap-in'en Komponenttjenester.

Du kan finde oplysninger om, hvordan du installerer et COM+-program, under Installere COM+-serverprogrammer.

Installation af COM+-programmer på klientsiden

Når et COM+-serverprogram er installeret på en computer, kan det være nødvendigt at oprette fjernadgang til programmet ved hjælp af DCOM eller MSMG.

Hvis der skal oprettes fjernadgang til et program, kan du bruge snap-in'en Komponenttjenester til at eksportere en COM+-programproxy. Programproxyfilen (.msi) indeholder de oplysninger, der er nødvendige for at oprette fjernadgang til klasser i et COM+-serverprogram fra en klientcomputer via DCOM. Ved hjælp af programproxyfilen med snap-in'en Komponenttjenester kan du installere COM+-programproxy'en på klientcomputerne på dit websted.

Det er muligt at oprette en programproxy, der opretter adgang til en anden server end den computer, den blev eksporteret fra. Det er praktisk, hvis programproxyen for en produktionscomputer skal eksporteres fra en midlertidig computer. Hvis du vil ændre servernavnet, skal du klikke på fanen Indstillinger i egenskabsarket for computeren i snap-in'en Komponenttjenester og derefter indtaste det korrekte RSN (Remote Server Name) for programproxyen.

Du kan finde oplysninger om, hvordan du installerer COM+-programproxyer, under Installere COM+-programproxyer.


Indholdsfortegnelse