Hvis du vil modtage videresendte hændelser på en computer, skal du konfigurere et eller flere hændelsesabonnementer. Før du konfigurerer et abonnement, skal du både konfigurere den computer, der skal modtage de videresendte hændelser, og den eller de computere, der skal videresende hændelserne. Du kan læse om, hvordan du konfigurerer computerne, i Konfigurere computere for at videresende og indsamle hændelser.

Når du har konfigureret computerne, skal du oprette et abonnement for at angive, hvilke hændelser der skal indsamles.

Sådan oprettes et nyt abonnement
  1. Kør Logbog som administrator på indsamlercomputeren.

  2. Klik på Abonnementer i konsoltræet.

    Bemærk!

    Hvis tjenesten Windows Event Collector ikke starter, bliver du bedt om at bekræfte, at du vil starte den. Denne tjeneste skal startes, for at du kan oprette abonnementer og indsamle hændelser. Du skal være medlem af administratorgruppen for at kunne starte tjenesten.

  3. Klik på Opret abonnement i menuen Handlinger.

  4. I boksen Navn på abonnement skal du skrive et navn på abonnementet.

  5. I boksen Beskrivelse skal du indtaste en valgfri beskrivelse.

  6. I boksen Destinationslog skal du vælge den logfil, som indsamlede hændelser skal gemmes i. Som standard gemmes indsamlede hændelser i logfilen ForwardedEvents.

  7. Klik på Tilføj, og marker de computere, hændelserne skal indsamles fra.

    Bemærk!

    Når du har tilføjet en computer, kan du teste forbindelsen mellem den og den lokale computer ved at markere computeren og klikke på Test.

  8. Klik på Vælg hændelser for at få vist dialogboksen Forespørgselsfilter. Brug kontrolelementerne i dialogboksen Forespørgselsfilter for at angive de kriterier, hændelserne skal opfylde for at blive indsamlet.

  9. Klik på OK i dialogboksen Egenskaber for abonnement. Abonnementet føjes til ruden Abonnementer, og hvis handlingen lykkedes, vil abonnementets status være Aktiv.

De hændelser, der forekommer på videresendelsescomputerne, og som opfylder abonnementets kriterier, kopieres til indsamlercomputerens logfil, der er angivet i trin 6.

Yderligere overvejelser

  • Du kan ikke bruge Logbog til at oprette et abonnement, mens der er oprettet forbindelse til en fjerncomputer.

  • Du kan bruge filteret fra en tidligere defineret brugerdefineret visning ved at vælge Kopier fra en eksisterende brugerdefineret visning. Du kan også indsætte en XPATH-forespørgsel i tekstboksen på XML-fanen i dialogboksen Forespørgselsfilter.

  • Hvis et nyoprettet abonnement ikke aktiveres, kan du åbne dialogboksen Egenskaber for abonnement og markere individuelle kildecomputere for at få vist hver deres status.